Weimaraneren, der også bliver kaldet for det grå spøgelse stammer fra den tyske by Weimar. Det er en race som bruges til jagt efter skuddet og hører til gruppen stående hønsehunde. Den tyske Weimaraner klub blev stiftet i 1897, efter racen blev anerkendt i 1896.
Racen er dog ældre, da der findes beviser for dens eksistens fra 1400 tallet.
Weimaraneren er en alsidig, letført, selvsikker og passioneret jagtbrugshund med et systematisk og udholdende søg, dog ikke overdrevent temperamentsfuldt.
Den har en bemærkelsesværdig god næse.
Den er skarp over for vildt. Den er pålidelig i stand og under vandarbejde. Den viser påfaldende gode anlæg for arbejdet efter skuddet.
Hvor tyskerne primært ønsker en rolig søgende hund med høj prioritering af arbejdet efter skuddet, har de danske forhold og ikke mindst det danske markprøvesystem vendt udviklingen herhjemme mod en hurtigere hund med større søgsmønster.
|