|
Historie
Norsk Lundehunds historie kan med stor sandsynlighed tilbagedateres ca. 400 år. Racen blev brugt langs Norges kyster i jagten på søpapegøjer (lunder). Kødet blev brugt til menneskeføde, mens fjer og dun bl.a. blev eksporteret. Hundene kunne grundet deres anatomi komme ind i gange og huler på klipperne og hente fuglene ud. Mangel på de forreste kindtænder forekommer hos racen, hvilket gjorde at de kunne hente fuglene ud af klipperne uden at beskadige kødet!
I slutningen af 1800-tallet begyndte man lundefangst med net i stedet for hunde. Undtaget var ét sted i Norge – Værøy. En ø, som på grund af dårlige kommunikationsforbindelser, fortsatte med brugen af lundehunden.
Omkring 2. Verdenskrig uddøde racen næsten pga. udbrud af Hundesyge, og i 1963 skete der et lignende udbrud af hundesyge. Resultatet blev at 6 lundehunde overlevede. Kun som følge af et stort avlsarbejde med meget strikte restriktioner lykkedes det at redde racen, som i dag tæller omkring 1500-2000 individer på verdensplan.
Kendetegnende for racen
Racen tilhører spidshundene. Den har en tæt pels med stride dækhår, halen er oftest rullet op over ryggen. Pelspleje er ikke udpræget.
Er meget anderledes end andre racer: på poterne har Lundehunden 6 tæer med hhv. 8 og 7 trædepuder på for- og bagpoter. Dette muliggør at hunden kan kravle på meget stejle klippesider.
Ørerne, som er opretstående og meget bevægelige, kan hunden lukke sammen, således at øregangen tillukkes og holdes fri for snavs. Der er øget bevægelighed i skulderleddene, da forbenene kan føres i en 90 grader vinkel ud fra kroppen og dertil kommer at hovedet kan lægges helt tilbage over ryggen pga. en anderledes anatomi i nakkehvirvlerne!
Racen er kendt for at være meget aktiv. Tillige er den opfindsom, hvis den keder sig! Det er en primitiv hunderace, som har et velbevaret jagtinstinkt.
Ved manglende socialisering kan man nemt få en hund som er nervøs og gøer meget af næsten alting. Racen kan være vagtsom overfor hjem og familie.
Lundehunden trives sammen med børn, men det er vigtigt, at racen ikke udsættes for voldsom behandling.
|
