OMHUNDEN.DK

Spinone Italiano

Oprindelse og historie:

Spinonen er en meget gammel type hund. Racen er en af de ældste jagthunderacer i verden. Den er afbilledet allerede i 1400 tallet og er beskrevet i en bog fra 1683. Et sted er det beskrevet, at racen oprindeligt kommer fra Frankrig og et andet sted beskrives racen som at være oprindelig italiensk, fra Piemonte regionen. Man kan finde gamle beskrivelser om en ruhåret hund fra Italien som menes at være forfaderen til vore dages Spinone.  I bogen ’Den fuldkomne jæger’ nævner Selicourt i 1683 om en ’griffon’ som kom fra Italien. I middelalderen og det 15. århundrede er denne hund ofte blevet gengivet af de store malere. Det kendte maleri er en fresco af Andrea Mantegna i hertugpaladset i Mantua. Selve navnet Spinone er først kommet til i begyndelsen af det 19. århundrede.  Navnet stammer fra en italiensk tjørnebusk. I denne busk gemte vildtet sig.  Spinonen har en tyk hud og kraftig pels og var derfor eminent til at jage i dette terræn. Racen har været ved at uddø omkring 2. verdenskrig, da italienske jægere skiftede racen ud med bl.a. pointere, settere og spaniels.

Spinonen er en stående jagthund.

Kropsbygning:

Højde: tæven 58-65 cm, hannen 60-70 cm

Vægt: tæven 28-30 kg, hannen 32-37 kg

 

Den er voksen i 3-4 års alderen.

 

Pelspleje:

Den er ruhåret og kraftig i pelsen. Den har ikke underuld. Pelsen er afvisende overfor vand og smuds. På kroppen er pelsen 4-6 cm lang. Farvemæssigt er der flere varianter: ren hvid eller hvid med orange pletter, hvid med kastanjebrune pletter samt orange eller skimmel kastanjebrun.  Racen fælder en del og kræver en del pelspleje. Den skal børstes regelmæssigt og den skal trimmes et par gange om året.

Kendetegn for racen:

Det er en robust, hårdfør og energisk hund.  Den er egnet til jagt i ethvert terræn. Den har store brede poter samt en tyk hud, hvorfor den er god til at arbejde på strandenge. Den kan arbejde under kolde såvel som varme forhold. Den er venlig og tålmodig af natur. Den er lærenem, men kan være stædig i forbindelse med opgaver den ikke ser nogen mening med. Spinonen skal opdrages venligt men bestemt. Det er en afslappet, rolig og kærlig hund. Den er loyal overfor dem den kender samt er generelt venlig overfor fremmede.  Den skal socialiseres tidligt med både mennesker og andre hunde. Det er ikke et optimalt valg, hvis man vil have en vagthund. Den kræver en del motion. Den skal trænes gennem motivation, da den ikke egner sig til en hård opdragelse. Den har en fortrinlig næse og er derfor god til næsearbejde, søgearbejde, vildtspor, assistenthund, agility og den er en fortrinlig apportør. Er god til jagt på fugle og småvildt.

Man skal være forsigtig ikke at motionere den for meget det første år. Det er en god familiehund, men det er vigtigt, at børn lærer at respektere racens venlige væsen.

 

Levetid 11-13 år

 

Arvelige sygdomme:

Det er en sund race med en svag mulighed for hofteledsproblemer. I visse linjer kan der være en tendens til en neurologisk krampesygdom.

 

 

Kilde:

HUND, DKK,

http://en.wikipedia.org/wiki/Spinone_Italiano

 

Udarbejdet af Hanne Truelsen

mail@omhunden.dk

Copyright © All rights reserved

OMHUNDEN.DK