|
Derudover hænger ørerne oftest, og pelsen kan både være glat og ru.
Huntaway’en bruges oftest som arbejdshund, men flere og flere bruges også som familiehunde. Da racen er blevet avlet til at bruge sin stemme i arbejdsøjemed er den oftest meget gøende, og kræver i så fald en del træning i hvornår den skal og ikke skal gø. En del aktivering er også påkrævet, da den også er avlet til at arbejde hele dage i marken. Den beskrives som hurtigopfattende og lærenem. Da den ikke er vagthund har den ikke problemer med fremmede, men knytter sig meget til ejeren og kan derfor fremstå som "en-persons hund".
Andre lande har også fået øjnene op for huntaway’en, bl.a. er der kommet en klub for racen i Japan.
Huntaway’en blev til i 1900 tallet hvor man havde brug for en ny type hyrdehund på New Zealand. Indtil da havde man brugt forskellige collie typer, men deres lange pels fungerede dårligt i dette miljø, og deres måde at hyrde på gjorde det svært for landmanden at holde styr på hunden i takt med størrelsen på fåreflokkene voksede. Det man havde brug for var en korthåret hund, der brugte stemmen til at hyrde fårene med, og reagerede på lyde i stedet for håndsignaler. Derfor begyndte man at krydse collierne med egnede racer bl.a. irsk setter, schæferhund og labrador. Racens navn stammer fra de konkurrencer i fårehyrdning, der blev afholdt på New Zealand, som hed huntaways.
|
