OMHUNDEN.DK

Bearded Collie

Oprindelse og type

Scotland, Storbritannien. Hyrdehund.

 

Højde og vægt:

Skulderhøjde: Hanner 53-56 cm.

Tæver 51-53 cm.

 

Pels og farve:

Dobbelt med en blød, ulden og tæt tilliggende underuld. Overpelsen fladtliggende, grov, kraftig og strid, uden at være uldagtig eller krøllet. Langhåret. Skifergrå, rødlig fawn, sort, blå, alle nuancer af gråt, brun og sandfarvet med eller uden hvide aftegninger.

Kræver daglig pelspleje.

 

Vigtigt at vide

Skal aktiveres mentalt, dvs. den skal have love at bruge sine sanser og hjerne. Stop al uhensigtsmæssig hyrdning fra den er hvalp; dvs. løben efter børn, cykler, joggere, dyr, biler og ligndende. Hvis den udelukkende aktiveres ved motion, så bliver den let stresset.

Udseende:

En slank hund, længere end den er høj, omtrent i forholdet 5 til 4, målt fra brystspids til sædeben. Tæver kan være en smule længere. Selv om den er kraftig bygget, skal den dog have rigeligt med "luft" under kroppen og må ikke virke for tung. Et opvakt, spørgende udtryk er karakteristisk for racen.

 

Temperament og arbejdsegenskaber:
Hyrdehunde er livlige, intelligente og opmærksomme hunde. Dermed er de også følsomme, lydige og let at tænde, da de skal kunne arbejde hurtigt og præcist. Det er derfor vigtigt IKKE at aktivere hunden for meget da det kan medføre kronisk stress og at hunden ikke kan slappe af. Hyrdehunde er vagtsomme hunde, som ofte gør når nogen kommer. Derfor er det vigtigt fra starten at mindske omfanget af gøen.

 

Det er en hund som har brug for at arbejde, arbejdsopgaverne skal især hos unge hunde ske i roligt tempo og de skal bruge både krop og hoved og vi må ikke stille høje krav til en ung hund. Aktiviteter som at kaste med bold/pinde og lignende bør undgås da det er meget stressende. Gem hellere genstande som den skal finde. Stop al utilsigtet hyrdning fra den er helt lille, så undgår man hyrdning af børn, cykler mm.

Historie:

Der er tvivl om racens oprindelse, men den er formodentlig en af Englands ældste hyrdehunderacer. Man mener den stammer fra krydsning mellem skotske og få polske hyrdehunde (Komodoren). Den kan spores tilbage til 1500 tallet og var kendt under navne som Skotsk hyrdehund, Bjerg Collie, Highland Collie eller Hairy Mou'ed Collie. Der fandtes oprindeligt 2 racer Lowlanderen, som drev fåreflokkene frem til marked samt og Highlanderen som var lettere og hurtigere (lidt mere gøende), som arbejdede i højlandet med at samle flokkene og drive dem hjem til gården. Nutidens Beardie er et mix af de to racer.

Helbred:

Racen er disponeret for Addisons Disease: 1% dør i England samt forefindes hos 2-3,4% i Canada/USA. Addisson’s er ofte udiagnosticeret. Nogen hyrdehunde har en gendefekt MDR1 som gør at de er følsomme overfor forskellig slags medicin bl.a. parasitære midler som Ivermectiner samt medicin som Plegicil. I Tyskland tester man for denne gendeffekt og forsøger at avle sig ud af problemet.

 

Læs mere på http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=1636591

Kilder:

www. Bearded.dk – Den danske Bearded Klub

Rasekunnskap af Åsa Ahlbom og Agneta Geneborg, ISBN 82-92189-06-8

http://en.wikipedia.org/wiki/Bearded_Collie

http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=1636591

Udarbejdet af Claudia Zöllner

mail@omhunden.dk

Copyright © All rights reserved

OMHUNDEN.DK