OMHUNDEN.DK

Før du køber hund

Før du køber hund er det en god ide at overveje følgende:

Har du råd til at have hund?

Inden man erhverver sig en hund er der en del finansielle ting, man bør have på plads; både før og efter at man tager hunden med hjem.

En hund koster “fra vugge til grav” godt 100.000 kroner. Og så er der ikke taget højde for eventuelle sygdomme, skader, special føde, medicin m.m.

Man bør ligeledes indføre visse udgiftsposter i sit regnskab allerede ved køb.

Har du eksempelvis overvejer udgifter som:

  • Dyrlægebesøg
  • Kvalitetsfoder (300-1000 kr. pr. måned afhængig af hundens størrelse).
  • Sygesikring og ansvarsforsikring
  • Udstyr; sele m. navneskilt, halsbånd, line, mad og vandskåle, senge, tæpper, børster
  • Plejemidler; loppemidler, shampoo, kosttilskud m.v.
  • Legetøj
  • Træning
  • Pasning når I er på ferie
  • Hundefrisør m.v.
  • Andre uforudsete udgifter, som ødelagte møbler, tapeter, sko m.v.
  • Tid!

Dyrlægebesøg

Et standard dyrlægebesøg løber hurtigt op i 1.000 kr. og det skal man have råd til et par gange årligt. Noget mere kompliceret som et brækket ben m.v. kan meget vel løbe op i 15.000 kr. Et weekendbesøg hos en dyrlæge med et simpelt sår kan sagtens løbe op i 4.000 kr.

Alene de første to besøg hos dyrlægen, hvor hvalpen skal vaccineres to gange, chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister, have ormekur m.v. koster omkring 2.000 kr.

Dertil kommer de regelmæssige dyrlægebesøg; sundhedstjek, vaccine, infektioner m.m.

Forsikring af hunde

Det er lovapligtigt at have en ansvarsforsikring på din hund og det er en rigtig god idé også at få lavet en sygesikring på din hund.

Sygesikring er en frivillig forsikring, som omfatter de dyre skader og sygdomme, som din hund kommer ud for gennem livet.

Snak med dit forsikringsselskab om hvordan deres dækninger og selvrisiko er. Om der gælder undtagelser for din race. Om forsikringen dækker hunden hele dens liv eller om den ophører når hunden eks.vis fylder 10 år.

Links til nogle selskaber:

Agria Forsikring * Dyrekassen Danmark * Tryg Vesta * Topdanmark * Gartnernes Forsikring

Udstyr, forplejning m.m.

Når man ejer en hund er der visse ting, som er essentielle. Et sted at sove, et sted at spise, vand, mad, plejemidler, legetøj, sele, line, navneskilt m.m. Selvom man forsøger at gøre det billigt, så løber det hurtigt op. Regn med at tilbehøret løber op i minimum kr. 1500-2000.

Ønsker man at gå til træning, spor, lydighed, hundeleg, kommer det oveni.

Tid

Tid kan ikke gøres op i penge. Men man er nødt til at være realistisk. Er man single bør man finde en hjælper til at tage sig af hunden. En hund har generelt bedst af at være alene i ca. 6 timer. De fleste arbejder i op til 8 timer dagligt og så er der transport frem og tilbage. Det samme gælder vedr. ferier. Sørg for at have sat penge af til hunden!

Man bliver bundet af ansvaret, forstået på den måde, at hunden er afhængig af dig og din tid. Er du travlt optaget af fester, hobbier, cafébesøg, træning m.m. er det måske ikke den rette tid, at anskaffe sig en hund.

En hund skal kæles, luftes, aktiveres, plejes, soigneres, socialiseres, trænes - og ikke på samme tid. At have hund er en livsstil - og det tager MEGET af din tid.

Hvilken hund vil du have?

Vigtigt: Vælg hund efter temperament IKKE efter udseeende. Mange har gjort den fejl at de har valgt den mest yndige hund – men hvor raceegenskaberne slet ikke har passer til dem.

I langt de fleste tilfælde ender det ulykkeligt, hvor hverken familie eller hund trives.

Skal det være en racehund eller en blandingshund?

Blandingshunde er ikke sundere end racehunde.

Hvis man vælger en blandingshund, anbefaler vi at man sætter sig ind i de racer, som findes i hunden. Hvilke krav er der til avlen i de forskellige racer? Hvilke sygdommer er typiske i de racer? Og er de racer overhovedet en god krydsning?

Racer med meget forskellige egenskaber er ikke altid så heldige at krydse, hvorimod at krydse en Golden Retriever med en Labrador Retriever er nemmere, da deres egenskaber er meget ens og derfor er det nemmere at gennemskue, hvilken slags hund man får.

De fleste store racer skal eks.vis røntgenfotograferes for hoftedysplasi. Nogle racer skal øjenlyses eller gentestes. Nogle skal hjertescannes m.v.

Eks.vis bør en Schæfer/Labradorblanding tjekkes for hoftedysplasi og albuedysplasi samt øjenlyses, da dette er et krav i både Schæfer og Labradoravlen.

En lille eller stor hund, hvilken race?

Nogle små hunderacer er langt mere aktive, vagtsomme, gøende end nogle store tunge racer. En lille hund er derfor ikke altid ensbetydende med lidt arbejde for ejeren.

Nogle racer er avlet til at bo på landet og er derfor sensitive overfor for mange lyde, trafik m.v. og egner sig ikke til at bo i byerne.

Nogle racer har tendens til bestemte sygdomme.

Nogle racer kræver meget pelspleje, trimning m.v.

Det er vigtigt at vælge en race, der passer ens temperament og hverdagsliv.

Linieavl

Rigtig mange racer er delt ind i flere forskellige linier (dette står ikke i stambøgerne). Typisk er en race delt ind i en brugshundelinie og en udstillingslinie.

Brugshundelinierne er avlet med henblik på, at de skal bruges til det formål de i sin tid blev avlet til.

Eksempler: Formel 1 Labrador Retriever; en brugshundelinie, er mere aktiv og hurtig og er eminent til jagt, modsat den gammeldags Labrador, som er meget velegnet til familiehund. Schæferen; politihundene er typisk Schæfere af brugshundelinie og kræver noget mere end Schæfere af udstillingslinier.

Udstillingslinierne er mere avlet efter udseende og man siger at de egner sig mere til familiehunde.

Et godt råd er: sæt dig ind i racerne, læs om dem, besøg opdrættere m.v. inden du beslutter dig for en race.

 

Hvis du har 1 hund og ønsker 1 mere

Såfremt du har en hund og ønsker en hund mere i familien, bør du gøre nogle overvejelser inden.

Først og fremmest skal din hund være mentalt voksen før du får en lille ny hvalp, dvs. den skal være min. 2 år, ellers er den ikke gammel nok til at kunne opdrage og tage sig af en lille ny hvalp.

Hvis din hund er gammel, skal du overveje, om den kan klare, at der kommer en lille ny i hjemmet – eller om det vil være for hårdt for den.

Hvis din nuværende hund har adfærdsproblemer, så kan de smitte af på den nye hvalp. At anskaffe sig en ny hvalp er for det meste ikke løsningen på din nuværende hunds problemer – tvært imod.

Hjælp de to hunde til at få et godt forhold

Hvis du vælger at få en til hund, så kan de to hunde have rigtig meget glæde af hinanden.

For at deres forhold skal blive så godt som muligt, er det vigtigt at du hjælper den gamle hund med at opdrage hvalpen. Dette gøres IKKE ved 'FY', skæld ud eller ved at sende hvalpen i kurven.

Måden at gøre det på er at stoppe hvalpen uden at sige noget til den, såfremt den er for voldsom over for den gamle, så den gamle hund ikke tvinges ud i situationer, hvor den er nødt til at sige fra overfor hvalpen på en voldsom eller aggresiv måde.

Lav altid en 'time-out' hvis legen bliver for voldsom eller hvis legen har stået på i over 10 min.

Skæld aldrig hundene ud hvis de viser tegn på aggressivitet eller gør af hinanden, dette vil blot bevirke at de forbinder hinanden med noget dårligt.

Lad hundene få ro når de spiser, gerne i hvert sit rum og hver sin madskål – især hvis de er madglade. De skal ikke spise maden under stressende forhold eller være bange for at den anden stjæler maden.

Luft dem også hver for sig, så den nye hund også lærer at være afsted uden den voksne hund, så bliver den lidt mere selvstændig.

Store og små racer sammen

Hvis din gamle hund er en lille race og og den nye hvalp er en stor race, så skal I arbejde endnu mere for at de to hunde skal blive galde for hinanden, det skyldes alene det faktum at den lille hund. pga. sin ringe størrelse har svært ved at opdrage på hvalpen uden at skulle blive voldsom og aggressiv. Hold dem derfor hver for sig når de er alene hjemme.

Ovennævnte gælder i øvrigt også hvis den gamle hund generelt ikke er glad for hvalpen.

Sørg for at de to hunde får mange positive oplevelser sammen, så bliver de glade for hinanden. Hvis de er voldsomme ved hinanden, vil de bryde sig mindre og mindre om hinanden.

 

Find en god opdrætter

Sørg for at møde både farhunden og morhunden. Det er vigtig at forældrene's temperament er godt, dvs. de er trygge, søde og forholdvist rolige hunde, som virker som om at de er balance med sig selv.

Hold dig fra staldopdræt, dvs. opdræt hvor alle hundene bor i en stald og derfor ikke bliver socialiseret på en normal måde. De fleste 'staldhunde' får adfærdsproblemer senere hen i livet.

Hold dig for opdrættere, som er for billige i forhold til andre opdrættere, det kan for det meste ikke svare sig på sigt at spare 3.000 kr. på købsprisen. Pris og kvalitet hænger tit sammen.

Hold dig for opdrættere som har 30 hunde sammen, stressniveauet er ofte for højt og en hvalp har ikke godt af vokse op i et stresset miljø; de første 3 måneder er meget vigtig periode i hvalpens udvikling.

Vælg i øvrigt en hvalp, som er fra et opdræt, som nogenlunde svarer til hvordan dit eget hjem ser ud.

 

Hvilken hvalp i kuldet skal du vælge?

Hanhund eller hunhund? Der er mange menninger om hvorvidt hanhunde eller hunhunde er nemmest eller bedst og der findes eksempler på begge dele.

Der finde mange forskellige hvalpetests, som skulle kunne teste om hvorvidt hvalpens temperament er godt. Undersøgelser viser dog at hvalpe kan blive helt anderledes når de er voksne, end de var da de var hvalpe.

Brug din intuition når du vælger hvalp; hvilken hvalp har du en god forbindelse med? Overvej om netop den hvalp vil passe godt ind hvordan du og din familie lever.

Hvis din familie er en meget travl familie, hvor der hele tiden kommer gæster ind og ud af døren og I næsten aldrig sidder stille, så kan det være I slet ikke skal have hund? Og hvis I alligevel vil have hund, så vælg en meget rolig hvalp og race, som ikke har så nemt ved at geare op og stresse.

 

Hvornår bør hvalpen tages fra sin mor?

Hvalpe bør ikke tages fra deres mor før de er 12 uger, allertidligst 10 uger. De fleste hvalpe går desværre hjemmefra allerede når de er 8 uger og det er alt for tidligt; når hvalpe er ca. 8 uger gennemgår de en frygtperiode, fjerner man hvalpen i den periode kan den blive mere nervøs, få alenehjemme problemer m.v.

Læs mere under 'Prægning af hvalpe' og 'Motion og hunde'.

mail@omhunden.dk

Copyright © All rights reserved

OMHUNDEN.DK