OMHUNDEN.DK

Border Terrier

Oprindelse:

Det menes at de eksisterede på grænsen mellem England og Skotland i 1700-tallet. Racen blev udelukkende brugt til gravjagt. Border terrieren blev anerkendt i 1920. Terrier kommer fra det latinske terra som betyder jord, og de fik tilnavnet grundet deres flittige arbejde under jorden.

 

Levealder: 13-14 år.

  

Højde:

Skulderhøjde: ca. 30-40 cm.

Vægt: ca.5-7 kg

 

Pels og farve:

Pelsen er grov og ru, kort med tætliggende underuld. En Border terrier behøver ikke at blive trimmet, som næsten alle andre terriere. Men man bør børste den jævnligt. Man kan vælge at få den trimmet, eller selv lære at gøre det. Farver er rød, tan, blue-and-tan, gråsprængt. 

Udseende:

Border terrieren er en lille hund med lange ben. Kort næseparti, hængeører og en kort tilspidsende hale. Den skal have et odder-formet hoved.

 

Temperament og arbejdsegenskaber:
Generelt for alle terriere har de et fremragende jagtgen samt en uovertruffen evne til at grave og bevæge sig under jorden. De blev brugt til at jage ræve og andre dyr ud af deres underjordiske huler, og genet ligger stadig i dem. De er temperamentsfulde, stædige og intelligente. De er lærevillige og aktive, livlige og holder af udfordringer. Endvidere holder terriere meget af at gø. De blev trænet til at gø så jægeren vidste, hvor byttet befandt sig, og det er blevet avlet med i racerne. De elsker aktivitet og er gerne med i alt der sker omkring dem.

Border terriere er venlige, selskabelige og omgængelige. En robust, harmonisk naturhund. De kan være meget destruktive af legetøj og andre ting de finder.

De kan virke ganske overmodige og er ikke bange for hunde eller dyr der er større end dem selv. De er udholdende, selvsikre og gør let ad alt. De har ry for at være for stædige og aggressive til at træne, men de opfatter let modstand som værende truende, og kan derfor reagere let på et hiv i snoren eller råben og skrigen.

Terriere skal trænes bestemt men uden nogen former for trusler, høje ord og vold.

Terriere kan finde på at vogte mad, ben, genstande og ”bytte”. De er meget territorium bevidste. Dette kan trænes væk ved langsomt at vende hunden til at man tager og giver ting fra hunden – men ikke som straf.

Opdrættere arbejder på at gøre terriere til familie hunde og mange racer er i dag langt mindre opsat på jagt og vogtning end tidligere. Men man bør være opmærksom på, at det ligger i generne.

Den er loyal og altid nær sin ejer. Den vil beskytte sin familie, sin post til det sidste!

 

Historie:

Border terrieren blev brugt til jagt af ræve, grævlinger, oddere og rotter. De skulle være så små at de kunne komme ind i selv de mindste huler, men samtidig være hurtige nok til at kunne følge med jægeren. De skulle ikke dræbe byttet, kun skræmme det frem.

Endvidere blev de brugt som vagthunde på gården, og sørgede for at holde området gnaver-frit.

Kilder:

Hunde s. 201– af Bryan Richard 2006 – Jeg har Hund s. 241 – Politikken 1966 – The Encyclopedia of the Dog s. 160 – af Tracy Morgan 1995

Rasekundskab s. 30

http://www.dansk-terrier-klub.dk/

http://en.wikipedia.org/wiki/Border_terrier

Udarbejdet af Winnie Hartelius

mail@omhunden.dk

Copyright © All rights reserved

OMHUNDEN.DK